Plads nummer 3 på liste I

Joakim Reingaard

Joakim Reingaard

“Det er min overbevisning, at vi som mennesker altid har mulighed for at tage et valg, for vores eget liv og vores egen hverdag.”

Lokalforankret revisor og omsorgsfuld familiefar

Jeg er født og opvokset i det sydlige Odsherred, hvor jeg i dag også er bosat sammen med min hustru og vores to drenge. Til dagligt arbejder jeg i revisionsbranchen, hvori jeg har ni års erfaring. Sideløbende med mit arbejde er jeg også at finde på skolebænken på CBS. Her færdiggjorde jeg i sommeren 2022 en HD i regnskab og økonomistyring. Hertil er jeg pr. 2024 tilknyttet uddannelsen Cand.merc.aud. – Revisorkanditat, med forventet afslutning i efteråret/vinteren 2026.

Jeg sætter en ære i at kunne kombinere min hverdag så den både rummer familietid, arbejde og fordybelse i interesseområder som uddannelse og politik. Som menneske værner jeg om værdien i at have og kræve frihed for eget liv. Jeg tror på at vi hver især kan forfølge vores individuelle mål, hvis vi tør tage ansvaret for vores eget liv. Det er min overbevisning, at vi som mennesker altid har mulighed for at tage et valg, for vores eget liv og vores egen hverdag.

Både som far og menneske vægter jeg højt at vi som samfund skal sikre vores børn en god start på livet. Heri mener jeg også det frie valg og det at tage ansvar for eget liv er en vigtig grundsten. I forhold til barsel skal al øremærkning fjernes. Det er ikke statens job at blande sig i, hvordan vi som borgere, og helt ned i vores egne små familier, vælger at organisere barslen med vores børn.

Folkeskolen bør også bære præg af at vi som forældre har et frit valg. Det bør være muligt at vælge andet end den lokale distriktsskole, såfremt man har andre ønsker end det denne tilbyder. Herunder bør den statslige støtte til fri- og privatskoler følge børnene, så forældre, uanset indkomstbaggrund, har mulighed for at vælge et alternativ til folkeskolen. Det frie skolevalg vil ydermere skabe en sund konkurrence mellem skolerne, der på denne baggrund vil have et større incitament til at give børnene den bedst mulige undervisning og skolegang. Det er altafgørende for fremtiden i vores samfund at vi sikrer de gode muligheder for børn. Heri ligger både at vores børn skal kunne færdiggøre folkeskolen med helt nødvendige faglige færdigheder, men også med en velfungerende social trivsel. En bedre undervisning og et bedre skolemiljø vil medføre et både rigere og mere veluddannet Danmark.

Jeg tror på at de høje skatter vi ser i dag, er med til at vedholde den del af raske danskere der ikke vil tage et arbejde. Når vi som samfund – via skatter – i bund og grund straffer de mange danskere der arbejder og gør en indsats for dette, er forskellen mellem at varetage et arbejde og være på offentlig forsørgelse så lille at det for mange at se, ikke kan betale sig at tage et arbejde. Jeg mener derfor at vi ved lavere skatter vil kunne nedbringe andelen af raske danskere på offentlig forsørgelse, og derved sikre brugen af opkrævede skatter og afgifter på kernevelfærd for danskere der har behov for hjælp.

 

Jeg mener at mindre bureaukrati vil gøre danskernes hverdag langt mindre bøvlet. Hertil tror jeg på at der kan skæres væsentligt i det unødige bureaukrati der finder sted i vores samfund. En skæring heri vil blandt andet medføre at medarbejdere kan fokusere på kerneopgaverne i deres job, i stedet for rapporter, analyser etc., der alligevel ikke skaber værdi for borgerne og den ydede velfærd. Eksempelvis vil man i sundhedsvæsenet kunne bruge langt mere tid på patienter og borgere, og samtidig yde en bedre behandling og service, hvis ikke der skal bruges unødvendig lang tid på at registrere og dokumentere arbejdet, i samme omfang som det gøres i dag. Jeg mener at vi bør have tillid til at medarbejderne gør deres arbejde ordentligt og tror samtidig på, at man med mindre kontrol og bureaukrati vil opleve medarbejdere der udfører deres arbejde bedre, mens de samtidig vil opleve mindre arbejdspres og stress.

Telefon:

+45 42 46 51 42

Email:

joakim@la-odsherred.dk